En hemmelighed: kadeaus most er det allerbedste

En hemmelighed, du bør kende, inden du besøger kadeau Bornholm

Har du læst bare en enkelt anmeldelse af restauranten kadeau på Bornholm, ved du, at dette er solskinsøens bedste sted at spise. Her er havudsigt ad libitum og smuk gourmetmad.

Meeeen … kadeau gemmer også på en hemmelighed.

En hemmelighed: kadeaus most er det allerbedste

Nej, det er hverken den flotte udsigt eller frokoststemningen på terrassen. Selvom det også er godt.

Hemmeligheden er tværtimod, at du IKKE skal drikke vin på kadeau.

Ikke at der er noget galt med deres vinudvalg. Overhovedet ikke. De er formidable til at sætte god vin sammen med deres lækre mad, så det skal du selvfølgelig også prøve – en anden gang.

Smag på mosten

Første gang, du er på kadeau, skal vælge deres MOSTmenu til din 5- eller 8-retters servering. Fordi kadeau kan noget, som ingen andre restauranter i DK kan: Deres seje most-brygger kan blande juice, saft og most til en helt særlig drik, der matcher hver enkelt ret.

Glem alt om sød appelsinjuice fra Rynkeby. kadeaus most er noget helt helt andet. Det er en oplevelse. En udvidelse af din forestilling om, hvad man bør/kan drikke til sin mad.

Får du f.eks. asparges på din tallerken, er der aspargesjuice i din most. Får du en fiskeret, er der måske muslingebouillon i. Eller stikkelsbær, sødskærm eller mjød. Og ja, det lyder spøjst. Men det smager fantastisk. Som vin og mad på en gang.

Og så får man jo heller ikke tømmermænd

Den ekstra bonus er selvfølgelig, at du dagen derpå faktisk kan huske, hvad du fik til dessert. Det kan godt være lidt svært, hvis du vælger vinmenuen sammen med den 8-retters menu. (Men det skal du selvfølgelig også gøre en dag, for det er også en herlig oplevelse.)

 

Pernille Boelskov

Pernille Boelskov

Bornholmer by heart, men opvokset på Sydfyn.
Drøner rundt på Bornholm med kamera og kuglepen så tit som muligt. Er lige flyttet til øen fra Vesterbro i København. Journalist og forfatter til bornholmerkrimien Granitgraven.
Pernille Boelskov

0 kommentarer