Super Aage.
Det hedder de bedste bornholmske pølser. For de smager bare bedre og er fyldt med ordentligt oksekød fra Svaneke Slagteren. Som en af vores bornholmer by heart-venner siger: “Og så hedder den Aage” – og det er jo næsten et argument i sig selv for at købe en pølse.
Om sommeren kan Super Aagerne købes fra den lille pølsebiks på torvet i Svaneke. Skal de med hjem på grillen, kan de bornholmske pølser findes i køledisken i de fleste supermarkeder på øen.
Men Super Aage har en konkurrent. En, der kræver en lille omvej.
Smag på Salte Satan
Langt ude på en mark uden for Østermarie ligger nemlig gårdbutikken, Hallegård.
Her producerer Jørgen både grillpølser, skinker og spegepølser. Og selvom gårdbutikken også serverer tapastallerkener med alt godt fra gårdslagteren, er det spegepølserne, der er omvejen værd.
Hallegård har 36 forskellige slags spegepølser, og der bliver gladeligt langet smagsprøver over disken på alt fra fennikelpølse til Steffen Brandts yndlingspølse kaldet Holms Den Gamle.
Holms Den Gamle er en 100 år gammel opskrift, hvor pølsen oprindeligt først blev saltet i en måned og derefter hang i rygeovnen i endnu en måned. Nu laver de den vist lidt hurtigere. Pølsen smager salt, men også rund og røget og går under navnet Den Salte Satan.
Ps. Når du er på besøg på de kanter, så tjek også lige svigerfars Charolais-køer ud på marken ved gårdbutikken.
- En hemmelighed, du bør kende, inden du besøger kadeau Bornholm - 18. juni 2015
- Sådan kan du også opleve Hammershus - 12. juli 2014
- Bornholmske pølser på grillen - 12. juli 2014